Cookies

SSB mødte muren mod Skovshoved

11/27/2015 9:24 AM |  Solrød Strand Badmintonklub |  Jesper Melgaard
Det blev lige så vanskeligt som forventet, da SSB torsdag tog imod ligaens dukse fra Skovshoved, som stillede op med en dyr stjernerække af spillere.

Skulle hjemmeholde have noget resultatmæssigt udbytte af kampen, ville det kræve sejre i de tre singler, da doublekampene på forhånd så noget nær umulige ud.

Den plan blev dog allerede skudt ned i første kamprunde, da Mia Blichfeldt måtte se sig slået af Skovshoveds Natalia Koch Rohde, som efter to velspillede indledende sæt satte turboen på i tredje, hvor Blichfeldts spil begyndte at smuldre. 19-21, 21-7 og 11-21 til Skovshoved-spilleren, som dermed fulgte op på den ventede DD-sejr til gæsterne, hvor Amanda Madsen og Joan Christiansen ikke kunne stille meget op mod Tine Baun og Kamilla Rytter Juhl, som vandt med 12-21 og 9-21.

Fladberg viste klassen

Derefter var det tid til 1. HS, der bød på et gensyn med Emil Holst, som for første gang var tilbage på sin gamle hjemmebane efter skiftet til Skovshoved. Det blev dog ikke noget lykkeligt gensyn for Holst, som blev mødt af en både topmotiveret og velspillende Rasmus Fladberg, der kørte sin gamle klubkammerat over i to sæt med cifrene 21-11 og 21-14.

Til gengæld var der ikke meget at stille op i HD for Alexander S. Bond og Mads Pedersen mod Skovshoveds Carsten Mogensen og Mads Conrad-Petersen. 16-21 og 10-21 til gæsterne, som dermed tog føringen med 1-3 i holdkampen.

Også mixed doublen med Niclas Nøhr og Lena Grebak var oppe mod overmagten i skikkelse af Joachim Fischer og Christinna Pedersen, som, selvom SSB'erne bed godt fra sig, vandt den ventede sejre på 18-21 og 16-21.

Derfor var 2. HS kun af kosmetisk betydning. Efter et tæt første sæt måtte også Felix Burestedt dog strække våben mod Christian Lind Thomsen, som vandt rimelig komfortabelt med 18-21 og 10-21.

Dermed sluttede holdkampen med 1-5 til gæsterne, og Solrød hænger stadig fast i den tunge ende af rækken - lige over stregen. Så der er lagt op til et både vigtigt og nervepirrende opgør tirsdag den 15. december, når turen går til Odense OBK, som i øjeblikket indtager ligaens sidsteplads.






 
Eksempler: Allskin.dk - Hudpleje og parfurmer | ConCor - IT-konsulenter



Delete item?